
Håndlavede møbler til kirker, slotte og fredede bygninger
Stedsspecifikt inventar og nænsom restaurering – fra rå planke til færdigt møbel på eget værksted.
Vores udgangspunkt
Bygningerne har stået i flere hundrede år og skal stå mange hundrede år endnu. Møblerne i dem skal kunne det samme.
Inventaret i en kirke eller et fredet hus er en del af vores fælles kulturarv. Derfor laver vi møbler til stedet: i massivt træ, med klassiske samlinger, der kan repareres, og tilpasset rummets klima – så de også kan vedligeholdes af en anden snedker om 50 år.
Håndværket
Kvaliteten sidder i detaljerne
Profiler, samlinger og overflader udføres i hånden på værkstedet. Vi udvælger træet med omhu og bygger hvert møbel til netop det rum, det skal stå i.



Udvalgte projekter
Projekter
Til arkitekter og bygherrer
Sådan arbejder vi
Vi arbejder i tæt dialog med restaureringsarkitekt, bygherre og menighedsråd og indgår gerne i godkendelsesprocessen over for stift og myndigheder. Hvert trin aftales skriftligt, så tegning, materiale og udførelse hænger sammen hele vejen.
01
Besigtigelse og opmåling. Vi ser rummet, måler op og registrerer eksisterende inventar, materialer og klimaforhold.
02
Materialer og samlinger. Vi anbefaler træsort, overflade og samlinger ud fra rummets klima og historie – massivt træ, der kan arbejde med årstiderne.
03
Tegning og godkendelse. Arbejdstegninger og eventuelle prøver godkendes skriftligt, før vi går i produktion.
04
Fremstilling på eget værksted. Møblet laves fra rå planke i Hårlev – af de samme snedkere, som I har talt med.
05
Montering og dokumentation. Vi monterer selv og afleverer dokumentation for materialer og vedligehold, så næste generation kan arbejde videre.

Om os
To møbelsnedkere – ét værksted
Bag Haandholt står Maya Bille og Niels Tyge. Vi er begge udlærte møbelsnedkere og fik medalje for vores svendestykker – Maya bronze i 2008, Niels sølv i 2018. Maya har desuden en uddannelse i møbeldesign, og Niels videreuddanner sig inden for restaurering.
Når I vælger Haandholt, ved I, hvem der står ved høvlebænken. Det er os, der måler op, tegner, bygger og monterer.
Håndlavede møbler, der bevarer kulturarven
Har I et projekt i en kirke eller en fredet bygning? Vi kommer gerne ud og ser rummet – eller tag en kop kaffe med os på værkstedet i Hårlev.
Tlf. 41 17 98 35 · kontakt@haandholt.dk





